Når en blog dør, er det lidt som en ven der går bort. Men altså! Stikkelas er stendød. Og jeg har stadig lyst til at blogge men hun passer lige som ikke mere. Så derfor bliver hun lukket.
Jeg flytter alle læsere med til min nye blog Skjoldmøens Hjernemylder , hvis du ikke har lyst til at læse med mere, så meld dig fra. Ellers så følg med der over og se om vi ikke får en god debat og lidt dejlig kreativitet igang.
Håber vi ses i Blogland,
Ellers tak for denne gang.
Kram Stine
torsdag den 25. oktober 2018
fredag den 12. februar 2016
Noget om opdelingen af vores liv.
Var der mon nogen af jer, der så med forleden aften, da Søren Ryge præsenterede "Far, mor og børn" på dr2, tror jeg?
Jeg er normalt ikke til Søren Ryge. Han forkuserer på ting jeg finder rasende uvigtige, mens jeg sidder tilbage med masser af spørgsmål, jeg ikke fik svar på. Sådan havde jeg det faktisk også med dette program. Alt for meget mærkelig snak, og for lidt om tankerne bag...
Nu har jeg mødt søde Mikkel en gang på marked på Friland. Og han er præcis på som tv - umiddelbar, nysgerrig, fordomsfri og helt sig selv. På friland solgte han leer og knive, tror jeg og økser og fortalte, hvordan han havde opdaget alle mulige spændende ting om bladets form og vinkel. Han lod en prøve at slå, mens hans smukke kone ammede i det intermistiske telt ved siden af. Så rolige, at man næsten faldt i svime.
Og til dig der ikke så programmet, så viser det naturligvis en helt anden livsstil. En livsstil, som ikke er delt op i institutionstid, arbejdstid, voksentid, kvalitetstid og spisetid. En liv, hvor børn og voksne i fællesskab gør det, der skal til for at få mad på bordet og tøj på kroppen.
Naturligvis trænger fornuften sig på: hvordan køber de stof til det hjemmesyede tøj, hvis de dyrker alting selv, og hvordan har man en gård uden afdrag til kreditforeningen. I dette indlæg har jeg tænkt mig at lade de spørgsmål ligge. De er relevante nok, men for mig handlede det om noget andet. Det kom til at handle om samfundets livsstils-sygdom. Og faktisk kom det til at handle om præcis det samme som når jeg igen og igen ser 90'er klassikeren "Fight Club" med Ed Norton og Bratt Pitt. Det handler om at vi har splittet vores liv til atomer og taget meningen ud af det. Lad mig forklarer hvad jeg mener og se om du er enig.
Engang gav det mening at arbejde- det gav mening fordi karrierer var vigtig - og penge som status. Før det gav det måske mening fordi det var direkte forbundet med mad.
Vi har skabt et samfund hvor alting er delt op. Vores arbejde har meget lidt med vore privatliv at gøre - udover økonomi. Vores børn har meget lidt med vores voksenliv at gøre. Vi deler livet op i pligter og hygge, i voksentid og børnetid, i arbejdstid og fritid. I partid og fællestid.
Og jeg har længe kunnet mærke at det ikke giver mening. Kender du stressen, når du kommer halsende hjem og skal pacificere dit barn mens du sætter en tøjvask over og får lavet mad, fordi de skal have spist inden klokken 18.30, så de kan komme i seng. Kender du udmattetheden når du falder om i sofaen ved siden af din partner, og ser hjernedød tv en time inden i uden sexet passion dumper ned på lagnerne for at sove lidt ringe?
For mig hænger det sammen med samfundets livsstilssygdom. "We work job we hate to buy things we don't need"
Vi bliver skilt, får stress og ADHD børn som følge. Det er min påstand! For der er ingen sammenhæng i det liv. Næsten alle mødre jeg kender, ville ønske sig mere tid med deres børn og deres mænd. Vores prioriteter er blevet for skæve. Det mindede Mikkel og hans kone mig om,, selv om Søren-Ryge-Filtret var lidt pink. Fordi deres børn var rolige, fordi de var sammen. Når man står med en overstimuleret og træt 6 årig og en lidelig ægtemand, med uvasket hård, spændings hovedpine og stress, så ønsker man virkelig at man sad på sydfyn i Mikkels gårdsplads og spiste hjemme bagt rugbrød, mens ens børn bar med til at lave vinterens forsyning af æblemost.
Jeg vil nødig sætte feministernes pis i kog, og jeg mener ikke det er en kvinde ting - der er bare færre mænd, der er klar til at sige at de er kede af deres forsørger-rolle. Her hjemme har vi snakket om det siden jeg blev sig for tre år siden. Vores mål er mindre uden-for-huset-arbejde, mere tid og mere selvforsyning. Vi har gæld efter studier og skilsmisser, derfor er vi realisterne nok til at ide, at det varer virkelig lang tid for vi kan give helt slip på jobs. Men drømmen er mere tid og mere børne inddragelse. At børn ikke er nogen man når kvalitets tid med 30 min efter aftensmad inden de skal putte, men at fællesskab og familie igen bliver sat på dagsordenen.
Og jeg ved godt at det ikke er alles drøm. Nogen elsker deres karrierer liv - fred med dem. Det er ikke dem jeg skriver til! Jeg skriver til dem, der længes. Dem, der mærker stressen over den ubalance. Frygten for ikke at nå at kende sit barn - måske ikke engang at kende sin mand. At lærer et andet menneske at kende tager tid. Når man det mellem venindedates, arbejde, marathon, gourmetmad osv? Mit svar er nej! Jeg gør ikke. Jeg har brug for lange stræk, hvor jeg gør ting med mand og barn! Hvor vi hænger tøj op sammen. Hvor vi dyrker vores lille have, hvor vi drømmer og planlægger. Og det er der altså ikke tid til med 2 8-16 job. Der skal mindre til. Og det kræver et enklere liv.
Så jeg misunder familien på tv. Som må have fundet en vej til dette.
Jeg har nok pisset nogen af ved in påstand om vores livsstils indvirkning på ADHD. Men jeg mener det. Jeg ved at nogen kræver speciel håndtering. Min egen Karl er en af dem. Men hvad kom først? En særligt behov, eller en hverdag, hvor man skal mange forskellige ting og tilpasses mange andres dagsorden? Eller en hverdag hvor alting er uforudsigelig? Jeg ved hvornår Karl fungerer bedst. Når der ikke sker for meget. Når han inddrages om mærker at vi har ro på og kan have ham med til det vi gør. Når vi er meget hjemme og hverdagen trummerummer lige så stille der ud af, uden for mange bum- børnfødselsdagen, særlige temadage og masser af gæster... nej, det er ikke der jeg har en sød og nysgerrig dreng. SÅ måske kan vi bedre møde de børn, der har særlige behov, i en anden hverdag. Måske bliver de særlige behov så ikke til ADHD, eller asberger eller ADD. Måske bliver det til karaktertræk, som alle andre. Fordi tiden ikke arbejder mod dem. Jeg ved det ikke. Jeg mærker det i maven, jeg tror det er rigtigt. Hvornår fungerer du bedst?
Hvad gør en god dag for mig? Måske er jeg lammet af stress - stadig. Måske er det udbrændthed der taler. Men jeg elsker en dag, hvor jeg i mit eget tempo, kan gøre noget rigtig dejligt og nyttigt. At få ryddet op i bunken, af gå tur i solen. At høre Karl le. At være ude i haven med min familie. Der er ikke involveret indkøb af mærketøj, spil på Ipaden, indtagelse af store mængder alkohol eller bungyjump. Nej! Jeg ønsker først og fremmest at mærke virkningen af det fællesskab jeg kalder familie og dyrke og styrke den relation. Uden filter. Ikke for at det skal gå glat, men for at det skal kunne mærkes (måske er ovenstående også hvorfor vi skændes med vores familie i julen??)
Naturligvis bliver disse tanker sat ekstra i spil, når man bærer et nyt barn... Hvilket liv vil jeg gerne give det? Jeg ville ønske mit barn ikke skulle afsted i institution på et bestemt tidspunkt. At jeg selv kunne bestemme hvor, hvor meget og hvordan. At jeg ikke skulle haste i myldertrafik med list for kort tid og hente senere end jeg ønsker mig...
Jeg ved at pædagoger gør en masse - jeg ved også at de er pressede. Og jeg har intet imod institutioner.
Det er for mig og mit banr. For give ro, nærhed og relation. Fordi tanken om at andre skal være mere sammen med mit barn end jeg er - ja, den er simpelthen unaturlig for mig!
Og så kommer der jo også det med min kæreste! For det at være sammen som et fællesskab vanskeliggøres naturligvis af de biologiske bånd, som lidt mangler her - det gør det bare. Det kræver en ekstra indsats!! Men også som par mener jeg man skal lærer og øve sig i diciplinen at være mere en to! Det er nemt at være på kæresteweekend og have morgensex efterfulgt af kaffe og kage i sengen. Hvordan tager man glæden ved hinanden med ind i hverdagens gøremål? Tid!! Tid til at gøre tingene sammen - også nogen gange at gøre tingene langsomt... Tid til at blive mere end bare kæreste, men et fundament for en familie. Det arbejder vi på hverdag. Og det er ikke nemt. Det betyder ikke at man nogen gange laver noget hver for sig. Det betyder faktisk at man husker at lave noget sammen - ud over sex og tv. Noget der bærer drømmene - også sammen med ens børn.
Tak for programmet! Mange tanker er bragt videre af det, selv om man naturligvis må gøre det på sin egen måde.
Og fortæl mig om din drøm - ikke for dig, men for familielivet, for relationen, for mavefornemmelsen.
Solhilsner
Stine
Jeg er normalt ikke til Søren Ryge. Han forkuserer på ting jeg finder rasende uvigtige, mens jeg sidder tilbage med masser af spørgsmål, jeg ikke fik svar på. Sådan havde jeg det faktisk også med dette program. Alt for meget mærkelig snak, og for lidt om tankerne bag...
Nu har jeg mødt søde Mikkel en gang på marked på Friland. Og han er præcis på som tv - umiddelbar, nysgerrig, fordomsfri og helt sig selv. På friland solgte han leer og knive, tror jeg og økser og fortalte, hvordan han havde opdaget alle mulige spændende ting om bladets form og vinkel. Han lod en prøve at slå, mens hans smukke kone ammede i det intermistiske telt ved siden af. Så rolige, at man næsten faldt i svime.
Og til dig der ikke så programmet, så viser det naturligvis en helt anden livsstil. En livsstil, som ikke er delt op i institutionstid, arbejdstid, voksentid, kvalitetstid og spisetid. En liv, hvor børn og voksne i fællesskab gør det, der skal til for at få mad på bordet og tøj på kroppen.
Naturligvis trænger fornuften sig på: hvordan køber de stof til det hjemmesyede tøj, hvis de dyrker alting selv, og hvordan har man en gård uden afdrag til kreditforeningen. I dette indlæg har jeg tænkt mig at lade de spørgsmål ligge. De er relevante nok, men for mig handlede det om noget andet. Det kom til at handle om samfundets livsstils-sygdom. Og faktisk kom det til at handle om præcis det samme som når jeg igen og igen ser 90'er klassikeren "Fight Club" med Ed Norton og Bratt Pitt. Det handler om at vi har splittet vores liv til atomer og taget meningen ud af det. Lad mig forklarer hvad jeg mener og se om du er enig.
Engang gav det mening at arbejde- det gav mening fordi karrierer var vigtig - og penge som status. Før det gav det måske mening fordi det var direkte forbundet med mad.
Vi har skabt et samfund hvor alting er delt op. Vores arbejde har meget lidt med vore privatliv at gøre - udover økonomi. Vores børn har meget lidt med vores voksenliv at gøre. Vi deler livet op i pligter og hygge, i voksentid og børnetid, i arbejdstid og fritid. I partid og fællestid.
Og jeg har længe kunnet mærke at det ikke giver mening. Kender du stressen, når du kommer halsende hjem og skal pacificere dit barn mens du sætter en tøjvask over og får lavet mad, fordi de skal have spist inden klokken 18.30, så de kan komme i seng. Kender du udmattetheden når du falder om i sofaen ved siden af din partner, og ser hjernedød tv en time inden i uden sexet passion dumper ned på lagnerne for at sove lidt ringe?
For mig hænger det sammen med samfundets livsstilssygdom. "We work job we hate to buy things we don't need"
Vi bliver skilt, får stress og ADHD børn som følge. Det er min påstand! For der er ingen sammenhæng i det liv. Næsten alle mødre jeg kender, ville ønske sig mere tid med deres børn og deres mænd. Vores prioriteter er blevet for skæve. Det mindede Mikkel og hans kone mig om,, selv om Søren-Ryge-Filtret var lidt pink. Fordi deres børn var rolige, fordi de var sammen. Når man står med en overstimuleret og træt 6 årig og en lidelig ægtemand, med uvasket hård, spændings hovedpine og stress, så ønsker man virkelig at man sad på sydfyn i Mikkels gårdsplads og spiste hjemme bagt rugbrød, mens ens børn bar med til at lave vinterens forsyning af æblemost.
Jeg vil nødig sætte feministernes pis i kog, og jeg mener ikke det er en kvinde ting - der er bare færre mænd, der er klar til at sige at de er kede af deres forsørger-rolle. Her hjemme har vi snakket om det siden jeg blev sig for tre år siden. Vores mål er mindre uden-for-huset-arbejde, mere tid og mere selvforsyning. Vi har gæld efter studier og skilsmisser, derfor er vi realisterne nok til at ide, at det varer virkelig lang tid for vi kan give helt slip på jobs. Men drømmen er mere tid og mere børne inddragelse. At børn ikke er nogen man når kvalitets tid med 30 min efter aftensmad inden de skal putte, men at fællesskab og familie igen bliver sat på dagsordenen.
Og jeg ved godt at det ikke er alles drøm. Nogen elsker deres karrierer liv - fred med dem. Det er ikke dem jeg skriver til! Jeg skriver til dem, der længes. Dem, der mærker stressen over den ubalance. Frygten for ikke at nå at kende sit barn - måske ikke engang at kende sin mand. At lærer et andet menneske at kende tager tid. Når man det mellem venindedates, arbejde, marathon, gourmetmad osv? Mit svar er nej! Jeg gør ikke. Jeg har brug for lange stræk, hvor jeg gør ting med mand og barn! Hvor vi hænger tøj op sammen. Hvor vi dyrker vores lille have, hvor vi drømmer og planlægger. Og det er der altså ikke tid til med 2 8-16 job. Der skal mindre til. Og det kræver et enklere liv.
Så jeg misunder familien på tv. Som må have fundet en vej til dette.
Jeg har nok pisset nogen af ved in påstand om vores livsstils indvirkning på ADHD. Men jeg mener det. Jeg ved at nogen kræver speciel håndtering. Min egen Karl er en af dem. Men hvad kom først? En særligt behov, eller en hverdag, hvor man skal mange forskellige ting og tilpasses mange andres dagsorden? Eller en hverdag hvor alting er uforudsigelig? Jeg ved hvornår Karl fungerer bedst. Når der ikke sker for meget. Når han inddrages om mærker at vi har ro på og kan have ham med til det vi gør. Når vi er meget hjemme og hverdagen trummerummer lige så stille der ud af, uden for mange bum- børnfødselsdagen, særlige temadage og masser af gæster... nej, det er ikke der jeg har en sød og nysgerrig dreng. SÅ måske kan vi bedre møde de børn, der har særlige behov, i en anden hverdag. Måske bliver de særlige behov så ikke til ADHD, eller asberger eller ADD. Måske bliver det til karaktertræk, som alle andre. Fordi tiden ikke arbejder mod dem. Jeg ved det ikke. Jeg mærker det i maven, jeg tror det er rigtigt. Hvornår fungerer du bedst?
Hvad gør en god dag for mig? Måske er jeg lammet af stress - stadig. Måske er det udbrændthed der taler. Men jeg elsker en dag, hvor jeg i mit eget tempo, kan gøre noget rigtig dejligt og nyttigt. At få ryddet op i bunken, af gå tur i solen. At høre Karl le. At være ude i haven med min familie. Der er ikke involveret indkøb af mærketøj, spil på Ipaden, indtagelse af store mængder alkohol eller bungyjump. Nej! Jeg ønsker først og fremmest at mærke virkningen af det fællesskab jeg kalder familie og dyrke og styrke den relation. Uden filter. Ikke for at det skal gå glat, men for at det skal kunne mærkes (måske er ovenstående også hvorfor vi skændes med vores familie i julen??)
Naturligvis bliver disse tanker sat ekstra i spil, når man bærer et nyt barn... Hvilket liv vil jeg gerne give det? Jeg ville ønske mit barn ikke skulle afsted i institution på et bestemt tidspunkt. At jeg selv kunne bestemme hvor, hvor meget og hvordan. At jeg ikke skulle haste i myldertrafik med list for kort tid og hente senere end jeg ønsker mig...
Jeg ved at pædagoger gør en masse - jeg ved også at de er pressede. Og jeg har intet imod institutioner.
Det er for mig og mit banr. For give ro, nærhed og relation. Fordi tanken om at andre skal være mere sammen med mit barn end jeg er - ja, den er simpelthen unaturlig for mig!
Og så kommer der jo også det med min kæreste! For det at være sammen som et fællesskab vanskeliggøres naturligvis af de biologiske bånd, som lidt mangler her - det gør det bare. Det kræver en ekstra indsats!! Men også som par mener jeg man skal lærer og øve sig i diciplinen at være mere en to! Det er nemt at være på kæresteweekend og have morgensex efterfulgt af kaffe og kage i sengen. Hvordan tager man glæden ved hinanden med ind i hverdagens gøremål? Tid!! Tid til at gøre tingene sammen - også nogen gange at gøre tingene langsomt... Tid til at blive mere end bare kæreste, men et fundament for en familie. Det arbejder vi på hverdag. Og det er ikke nemt. Det betyder ikke at man nogen gange laver noget hver for sig. Det betyder faktisk at man husker at lave noget sammen - ud over sex og tv. Noget der bærer drømmene - også sammen med ens børn.
Tak for programmet! Mange tanker er bragt videre af det, selv om man naturligvis må gøre det på sin egen måde.
Og fortæl mig om din drøm - ikke for dig, men for familielivet, for relationen, for mavefornemmelsen.
Solhilsner
Stine
tirsdag den 9. februar 2016
Og pludselig var det 2016
Ja, jeg sad for over et år siden og lovede mig selv at jeg skulle være så meget mere på bloggen. Og det hjalp bare ingenting. Tiden gik. Og arbejde, og nyt arbejde, og så fyring...
Faktisk har jeg haft 3 job inden for det sidste 1,5 år. Og hver gang brænder jeg ud. Jeg kan ikke holde til det.... Faktisk har jeg nu læst så meget om emnet stress, at jeg er ret sikker på at det ikke var det jeg havde tilbage i 2012-13. Jeg havde ikke stress - jeg var udbrændt. der er forskel. Stress kræver ro. Masser af det. Men så kan du langsomt vende tilbage. Jeg kan ikke. Jeg er kronisk træt. Mit imunforsvar er ødelagt og jeg kan mærke alle de steder hvor min hjerne ikke længere fungerer. Jeg bliver aldrig den samme, og jeg begynder langsomt at prøve at forestille mig et andet liv. Ikke som hende jeg kender, men som hende jeg nu er. Det er hårdt og jeg tager babyskridt...
Men jeg syr en masse - og har lavet en ny facebookside Mrs. V's Fabulous Fabric Circus. I kan se den her, hvis I har lyst til at lurer med. Det er dejlig terapi for mig og helt på mine præmisser, hvilket vist er det eneste jeg kan holde til i øjeblikket.
Der ud over er der sket andre utrolige ting. Min store dreng Rasmus er flyttet hjemmefra og blevet 18, hvilket satte mange tanker igang. Om at blive ældre. Han er næsten lige så gammel som jeg var da jeg blev gravid med ham.
Og så er jeg gravid. Ja, jeg er ikke 20 (38 for at være præcis), men det gør ikke lykken over flere børn mindre - tværtimod!! Og fælles med min skønne Bamse. Det er så dejligt. Jeg skal føde i starten af august, og det kommer nok også til at fylde lidt...
Og så fortsætter jeg. Med at hele. Og jeg tror jeg finder en form på bloggen, så jeg kan blogge videre. Jeg har tænkt rigtig meget på bloggen. Skulle den have nyt navn, eller skulle jeg helt holde op? Men nej! Jeg elsker blogland. Jeg vil så gerne vække det til live, så jeg gør endnu et forsøg!! Jeg håber der stadig er nogen bag skærmen. Vil I med ind i det nye år, selv om jeg er lidt sent ude?
Det kan være bloggen ændre sig lidt - jeg føler der er flere og flere ting jeg har brug for at sige, som ikke kun er kreative. Jeg håber I vil læse med.
Dejligt at skrive igen!
Solhilsner
Stine
Faktisk har jeg haft 3 job inden for det sidste 1,5 år. Og hver gang brænder jeg ud. Jeg kan ikke holde til det.... Faktisk har jeg nu læst så meget om emnet stress, at jeg er ret sikker på at det ikke var det jeg havde tilbage i 2012-13. Jeg havde ikke stress - jeg var udbrændt. der er forskel. Stress kræver ro. Masser af det. Men så kan du langsomt vende tilbage. Jeg kan ikke. Jeg er kronisk træt. Mit imunforsvar er ødelagt og jeg kan mærke alle de steder hvor min hjerne ikke længere fungerer. Jeg bliver aldrig den samme, og jeg begynder langsomt at prøve at forestille mig et andet liv. Ikke som hende jeg kender, men som hende jeg nu er. Det er hårdt og jeg tager babyskridt...
Men jeg syr en masse - og har lavet en ny facebookside Mrs. V's Fabulous Fabric Circus. I kan se den her, hvis I har lyst til at lurer med. Det er dejlig terapi for mig og helt på mine præmisser, hvilket vist er det eneste jeg kan holde til i øjeblikket.
Der ud over er der sket andre utrolige ting. Min store dreng Rasmus er flyttet hjemmefra og blevet 18, hvilket satte mange tanker igang. Om at blive ældre. Han er næsten lige så gammel som jeg var da jeg blev gravid med ham.
Og så er jeg gravid. Ja, jeg er ikke 20 (38 for at være præcis), men det gør ikke lykken over flere børn mindre - tværtimod!! Og fælles med min skønne Bamse. Det er så dejligt. Jeg skal føde i starten af august, og det kommer nok også til at fylde lidt...
Og så fortsætter jeg. Med at hele. Og jeg tror jeg finder en form på bloggen, så jeg kan blogge videre. Jeg har tænkt rigtig meget på bloggen. Skulle den have nyt navn, eller skulle jeg helt holde op? Men nej! Jeg elsker blogland. Jeg vil så gerne vække det til live, så jeg gør endnu et forsøg!! Jeg håber der stadig er nogen bag skærmen. Vil I med ind i det nye år, selv om jeg er lidt sent ude?
Det kan være bloggen ændre sig lidt - jeg føler der er flere og flere ting jeg har brug for at sige, som ikke kun er kreative. Jeg håber I vil læse med.
Dejligt at skrive igen!
Solhilsner
Stine
fredag den 22. maj 2015
Me-Made-May #20 og 21
Hold op den maj der, den flyver afsted. Jeg har det virkelig godt med at udfordre mig selv på tøjfronten i denne måned og tror at inspirationen vil række langt ind i de næste måneder...
I onsdags havde jeg dette outfit på:
Nederdelen er den samme som d. 19, men man kan altså godt have en nederdel på to dage i streg efter min mening. Overdelen er ny og lavet på baggrund af Onion 2045, men nu som bluse. Jeg er ret vild med den enkle sort hvide til den røde nederdel, der er sådan lidt rockabilly over det for mig. Helt klart et outfit jeg får på igen.
I går, torsdag, havde jeg dette outfit på:
I onsdags havde jeg dette outfit på:
I går, torsdag, havde jeg dette outfit på:
Nederdelen er en gammel sag. Jeg syede den for flere år siden, da jeg forsøgte at lave en kopi af en Mads Nørgaard nederdel - bare kort. Den er syet af et langt stykke fløjl, som er drejet, hvilket giver en ret fed effekt.. Og med blå tittebånd - dem er jeg blevet bedre til at sy på... men det var vist min 1. eller 2. forsøg. Jeg elsker farve kombinationen, hvilket nok er grunden til at den har overlevet så længe i mit skab. Blusen er helt ny, og syet i forgårs. Lyserød jersey med hvidt blomster tryk. Mønsteret er en Brontetop, som jeg er blevet ret glad for. Den har bare lidt flere detaljer end bare en t-shirt... Godt outfit, som jeg er meget glad for.
Hvad mon jeg skal have på i dag... en kjole... Ja... ,måske den nye... eller min ynglings grønne... Nå, veninde hygge venter i hvert fald i dag... og det glæder jeg mig til...
God weekend der ude.
Solhilsner
Stine
tirsdag den 19. maj 2015
Me Made May, med divakjole!! #12-#19
Ja, nogen gange tager dagene bare hinanden og jeg er lige ved at blogge en hel uge her!! Jeg har ikke haft hjemmegjorte outfits på hver dag... men næsten og der er to overdele med i puljen. Og diva kjolen, som nogen af jer har fulgt syningen af på IG er med... Gangster outfit!!
Så læs med, hvis du orker næsten en hel uges outfit og en del billedspam...
D. 12 havde jeg dette outfit på. Det er en hollyburn skirt fra Sewaholic i bunden. Den er syet af arvet stof. Måske skulle jeg have lavet den nummeret større og måske vil jeg næste gang prøve at lave den uden syning midt for... fordi jeg ikke synes det er så pænt, men jeg er ret vild med formen og jeg synes jeg får en del talje i denne model. Overdelen er en bluse af rester syet efter et ældgammelt onion mønster nr 5003. Tidligere har jeg syet mønstreret med påsatte ærmer, men det er første gang jeg har lavet raglan ærmer. Og røde kanter. Næste gang bliver halsen lidt større, men den er super behagelig og jeg elsker at få brugt nogen rester.
13. og 14. maj havde jeg jeans dage. Jeg var en del i haven og arbejde i huset, og så er det praktisk. Jeg kan se flere steder på nettet at der er gode jeans mønstre der ude og måske en gang begynder jeg på den slags halløj... men de her er nu købe jeans. Bluserne er til gengæld hjemmegjorde. Øverst er min vandfalds bluse. Den er lavet af en rest fra Minnie Mouse kjolen... og fra onion 2034 lavet til bluse. Jeg elsker den med nederdel, men den er nu ikke så dum med jeans.,
Neden under er det en blå og hvid stribet Bronte top fra Jennifer Lauren. Jeg ved der er mange der har knoklet med dette mønster. Dette er min første, men ikke min sidste. Jeg kæmpede lidt med hanlsen, som minder om bodystocking hals til babyer... Den er så flot... men ikke nem at få til at sidde pænt. Måske bliver det lidt bedre næste gang. Den rynker på skuldrene... men den er helt klar brugbar. Og jeg nåede på denne måde mine to overdele i denne uge...
D. 15 var vi inviterede til kostume bryllup. Hver bord skulle lave deres eget tema, og vi havde valgt gangster. Jeg havde syet en skøn diva kjole til lejligheden i dejligt sandvasket silke. I vinrød. Med Guld. Den var lavet efter det her burdamønster men min var mere figursyet - som en natklubsangerinde kærester med en gangster boss i 20'ernes Chicago. Jeg har aldrig været til fest uden bh - men det gik... Og pandebånd og ægte pels gjorde den super. Øverst var jeg igen i Yvonne - vi måtte ikke være klædt ud i kirken. Jeg lader dette tælle for to dage - for jeg havde den røde kjole på til LANGT over midnat...
Og derfor gik lørdag i nattøj og søndag i den her gamle sag. En Onion 2007 i karrygul jersey med sorte stjerner og kanter. Og min mislykkede cardigan i Lett lopi uld. Den er blevet helt skæv for neden, så det er en hjemme bluse, men det en dejlig blød og lun...
Mandag d. 18 havde jeg atter nederdelen fra d.12 på... med købebluse...
Og i dag tirsdag d. 19 er dette mit outfit...
Mørkeblå body og nederdel. Nederdelen er fra Tilly Walners bog "Kærlighed ved første sting" og hedder delphine. Jeg har syet flere af dem. Denne var min første og syet i møbelstof fra Ikea. Den er falmet noget, men formen er upåklagelig og den sidder altså godt.
Så kom jeg up to date... Og i morgen er der sprit nye bluser på programmet... skal jo nå to mere inden den 21. så jeg har lidt travlt...
Nåede I med så langt??
Solhilsner
Stine
Så læs med, hvis du orker næsten en hel uges outfit og en del billedspam...
Neden under er det en blå og hvid stribet Bronte top fra Jennifer Lauren. Jeg ved der er mange der har knoklet med dette mønster. Dette er min første, men ikke min sidste. Jeg kæmpede lidt med hanlsen, som minder om bodystocking hals til babyer... Den er så flot... men ikke nem at få til at sidde pænt. Måske bliver det lidt bedre næste gang. Den rynker på skuldrene... men den er helt klar brugbar. Og jeg nåede på denne måde mine to overdele i denne uge...
Mandag d. 18 havde jeg atter nederdelen fra d.12 på... med købebluse...
Og i dag tirsdag d. 19 er dette mit outfit...
Så kom jeg up to date... Og i morgen er der sprit nye bluser på programmet... skal jo nå to mere inden den 21. så jeg har lidt travlt...
Nåede I med så langt??
Solhilsner
Stine
mandag den 11. maj 2015
Me Made May #8, #9, #10, #11
Ikke for godt når man opgraderer fra 2 dage per indlæg til 4... men weekenden bød på veninde fødselsdag, som lagde mig brak i flere dage pga søvnunderskud, så sådan er livet jo ind i mellem.
Fredag var veninde og fødselsdags dag.
Jeg var afsted i mit nye mælkedrengestribede pencil skirt. Det er bare et godt mønster som jeg er virkelig glad for. Nogen vil ,åske mene at jeg er for bred og har for meget mave til pencilskirt - men jeg synes jeg ser smallere ud i det - især i det sorte, som jeg nok skal vise snart...
Senere på dagen havde jeg yvonne på. Da vi var til fest har jeg ingen billeder - men du kan se min skønne kjole HER. Jeg får den nok på en dag mere i maj, hvis vejret arter sig som i dag...
Lørdag var tømmermands dag , så Yvonne må gøre det ud for denne dags putfit, men søndag nød jeg dagen i denne dejlige kjole. Den er lavet i Punto Jersey vra stof og stil efter Onion 2035. Enkel, men meget brugbar og behagelig
I dag var vejret så godt, så jeg efter få timer skiftede min oprindelige kjole, som I må se en anden dag. Og å kom min bublegum kjole. Eller kandyflossen... lækre maguritter på mavsen og pink velour på ærmerne. En af mine sommerkjoler fra sidste år... Lavet efter onion 2035, men med lidt puf i ærmerne,.. Først troede jeg den var for meget, men jeg bruger den tit fordi den bare duer når sommersolen lokker.
Nå, men ambitionen er stadig at vise 2 kjoler i hvert indlæg! Håber I stadig læser med.
Solhilsner
Stine
Fredag var veninde og fødselsdags dag.
Senere på dagen havde jeg yvonne på. Da vi var til fest har jeg ingen billeder - men du kan se min skønne kjole HER. Jeg får den nok på en dag mere i maj, hvis vejret arter sig som i dag...
Lørdag var tømmermands dag , så Yvonne må gøre det ud for denne dags putfit, men søndag nød jeg dagen i denne dejlige kjole. Den er lavet i Punto Jersey vra stof og stil efter Onion 2035. Enkel, men meget brugbar og behagelig
Solhilsner
Stine
torsdag den 7. maj 2015
Me Made May #6 og #7
I går havde jeg en rigtig god gammel kending på. En sommer kjole som jeg lavede sidste år. Jeg har virkelig haft denne kjole på mange gange. Stoffet holder smukt, tror jeg købte det ved Stofdepotet. Det er en bomulds jersey med "racertern" eller skaktern. Den er mere nedtonet end mange af de andre kjoler jeg lavede sidste sommer, og måske er det derfor den er blevet brugt mere?? Enkel model Onion 2035 med korte ærmer og turkise kanter.
Ja, altså de selfies der bliver jeg altså ikke god til! Måske jeg snart skulle bede manden eller sønnen om hjælp?
I dag er jeg ude på noget genbrugsshopping. Jeg skal bruge en herre vest, som jeg skal sy om til bryllup, som vi skal til d. 15... Det er til Herren, men den skal have en make-over, hvis jeg finder den. Så sjovt at skulle til udklædningsbryllup.
Men jeg har en af mine nyere nederdele på. Stoffet havde jeg liggende i 3 -4 år inden jeg vovede at sætte saksen i det. Det havde bare den helt rigtige lilla farve for mig, og jeg havde den perfekte nederdel i hovedet. Men altså! Jeg har syet VIRKELIG mange nederdele, og ingen af dem var perfekte. Og til sidst blev jeg heldigvis træt af at vente. Nederdelen er syet af lilla fløjl fra Stuff'n'stof med mørkelilla pipping ved lommer og linning. Det er en Delphin nederdel fra Tilly Walners bog "Kærlighed ved første sting", som jeg har nævnt tidligere. Den er virkelig skøn, men jeg skulle have lavet den nummeret mindre. Det gør jeg næste gang - og stoffet kan stadig fåes!
God dag til alle!!
Solhilsner
Stine
I dag er jeg ude på noget genbrugsshopping. Jeg skal bruge en herre vest, som jeg skal sy om til bryllup, som vi skal til d. 15... Det er til Herren, men den skal have en make-over, hvis jeg finder den. Så sjovt at skulle til udklædningsbryllup.
Men jeg har en af mine nyere nederdele på. Stoffet havde jeg liggende i 3 -4 år inden jeg vovede at sætte saksen i det. Det havde bare den helt rigtige lilla farve for mig, og jeg havde den perfekte nederdel i hovedet. Men altså! Jeg har syet VIRKELIG mange nederdele, og ingen af dem var perfekte. Og til sidst blev jeg heldigvis træt af at vente. Nederdelen er syet af lilla fløjl fra Stuff'n'stof med mørkelilla pipping ved lommer og linning. Det er en Delphin nederdel fra Tilly Walners bog "Kærlighed ved første sting", som jeg har nævnt tidligere. Den er virkelig skøn, men jeg skulle have lavet den nummeret mindre. Det gør jeg næste gang - og stoffet kan stadig fåes!
Solhilsner
Stine
Abonner på:
Opslag (Atom)