Sider

fredag den 12. februar 2016

Noget om opdelingen af vores liv.

Var der mon nogen af jer, der så med forleden aften, da Søren Ryge præsenterede "Far, mor og børn" på dr2, tror jeg?
Jeg er normalt ikke til Søren Ryge. Han forkuserer på ting jeg finder rasende uvigtige, mens jeg sidder tilbage med masser af spørgsmål, jeg ikke fik svar på. Sådan havde jeg det faktisk også med dette program. Alt for meget mærkelig snak, og for lidt om tankerne bag...

Nu har jeg mødt søde Mikkel en gang på marked på Friland. Og han er præcis på som tv - umiddelbar, nysgerrig, fordomsfri og helt sig selv. På friland solgte han leer og knive, tror jeg og økser og fortalte, hvordan han havde opdaget alle mulige spændende ting om bladets form og vinkel. Han lod en prøve at slå, mens hans smukke kone ammede i det intermistiske telt ved siden af. Så rolige, at man næsten faldt i svime.

Og til dig der ikke så programmet, så viser det naturligvis en helt anden livsstil. En livsstil, som ikke er delt op i institutionstid, arbejdstid, voksentid, kvalitetstid og spisetid. En liv, hvor børn og voksne i fællesskab gør det, der skal til for at få mad på bordet og tøj på kroppen.
Naturligvis trænger fornuften sig på: hvordan køber de stof til det hjemmesyede tøj, hvis de dyrker alting selv, og hvordan har man en gård uden afdrag til kreditforeningen. I dette indlæg har jeg tænkt mig at lade de spørgsmål ligge. De er relevante nok, men for mig handlede det om noget andet. Det kom til at handle om samfundets livsstils-sygdom. Og faktisk kom det til at handle om præcis det samme som når jeg igen og igen ser 90'er klassikeren "Fight Club" med Ed Norton og Bratt Pitt. Det handler om at vi har splittet vores liv til atomer og taget meningen ud af det. Lad mig forklarer hvad jeg mener og se om du er enig.

Engang gav det mening at arbejde- det gav mening fordi karrierer var vigtig - og penge som status. Før det gav det måske mening fordi det var direkte forbundet med mad.
Vi har skabt et samfund hvor alting er delt op. Vores arbejde har meget lidt med vore privatliv at gøre - udover økonomi. Vores børn har meget lidt med vores voksenliv at gøre. Vi deler livet op i pligter og hygge, i voksentid og børnetid, i arbejdstid og fritid. I partid og fællestid.

Og jeg har længe kunnet mærke at det ikke giver mening. Kender du stressen, når du kommer halsende hjem og skal pacificere dit barn mens du sætter en tøjvask over og får lavet mad, fordi de skal have spist inden klokken 18.30, så de kan komme i seng. Kender du udmattetheden når du falder om i sofaen ved siden af din partner, og ser hjernedød tv en time inden i uden sexet passion dumper ned på lagnerne for at sove lidt ringe?

For mig hænger det sammen med samfundets livsstilssygdom. "We work job we hate to buy things we don't need"
Vi bliver skilt, får stress og ADHD børn som følge. Det er min påstand! For der er ingen sammenhæng i det liv. Næsten alle mødre jeg kender, ville ønske sig mere tid med deres børn og deres mænd. Vores prioriteter er blevet for skæve. Det mindede Mikkel og hans kone mig om,, selv om Søren-Ryge-Filtret var lidt pink. Fordi deres børn var rolige, fordi de var sammen. Når man står med en overstimuleret og træt 6 årig og en lidelig ægtemand, med uvasket hård, spændings hovedpine og stress, så ønsker man virkelig at man sad på sydfyn i Mikkels gårdsplads og spiste hjemme bagt rugbrød, mens ens børn bar med til at lave vinterens forsyning af æblemost.

Jeg vil nødig sætte feministernes pis i kog, og jeg mener ikke det er en kvinde ting - der er bare færre mænd, der er klar til at sige at de er kede af deres forsørger-rolle. Her hjemme har vi snakket om det siden jeg blev sig for tre år siden. Vores mål er mindre uden-for-huset-arbejde, mere tid og mere selvforsyning. Vi har gæld efter studier og skilsmisser, derfor er vi realisterne nok til at ide, at det varer virkelig lang tid for vi kan give helt slip på jobs. Men drømmen er mere tid og mere børne inddragelse. At børn ikke er nogen man når kvalitets tid med 30 min efter aftensmad inden de skal putte, men at fællesskab og familie igen bliver sat på dagsordenen.
Og jeg ved godt at det ikke er alles drøm. Nogen elsker deres karrierer liv - fred med dem. Det er ikke dem jeg skriver til! Jeg skriver til dem, der længes. Dem, der mærker stressen over den ubalance. Frygten for ikke at nå at kende sit barn - måske ikke engang at kende sin mand. At lærer et andet menneske at kende tager tid. Når man det mellem venindedates, arbejde, marathon, gourmetmad osv? Mit svar er nej! Jeg gør ikke. Jeg har brug for lange stræk, hvor jeg gør ting med mand og barn! Hvor vi hænger tøj op sammen. Hvor vi dyrker vores lille have, hvor vi drømmer og planlægger. Og det er der altså ikke tid til med 2 8-16 job. Der skal mindre til. Og det kræver et enklere liv.

Så jeg misunder familien på tv. Som må have fundet en vej til dette.

Jeg har nok pisset nogen af ved in påstand om vores livsstils indvirkning på ADHD. Men jeg mener det. Jeg ved at nogen kræver speciel håndtering. Min egen Karl er en af dem. Men hvad kom først? En særligt behov, eller en hverdag, hvor man skal mange forskellige ting og tilpasses mange andres dagsorden? Eller en hverdag hvor alting er uforudsigelig? Jeg ved hvornår Karl fungerer bedst. Når der ikke sker for meget. Når han inddrages om mærker at vi har ro på og kan have ham med til det vi gør. Når vi er meget hjemme og hverdagen trummerummer lige så stille der ud af, uden for mange bum- børnfødselsdagen, særlige temadage og masser af gæster... nej, det er ikke der jeg har en sød og nysgerrig dreng. SÅ måske kan vi bedre møde de børn, der har særlige behov, i en anden hverdag. Måske bliver de særlige behov så ikke til ADHD, eller asberger eller ADD. Måske bliver det til karaktertræk, som alle andre. Fordi tiden ikke arbejder mod dem. Jeg ved det ikke. Jeg mærker det i maven, jeg tror det er rigtigt. Hvornår fungerer du bedst?

Hvad gør en god dag for mig? Måske er jeg lammet af stress - stadig. Måske er det udbrændthed der taler. Men jeg elsker en dag, hvor jeg i mit eget tempo, kan gøre noget rigtig dejligt og nyttigt. At få ryddet op i bunken, af gå tur i solen. At høre Karl le. At være ude i haven med min familie. Der er ikke involveret indkøb af mærketøj, spil på Ipaden, indtagelse af store mængder alkohol eller bungyjump. Nej! Jeg ønsker først og fremmest at mærke virkningen af det fællesskab jeg kalder familie og dyrke og styrke den relation. Uden filter. Ikke for at det skal gå glat, men for at det skal kunne mærkes (måske er ovenstående også hvorfor vi skændes med vores familie i julen??)

Naturligvis bliver disse tanker sat ekstra i spil, når man bærer et nyt barn... Hvilket liv vil jeg gerne give det? Jeg ville ønske mit barn ikke skulle afsted i institution på et bestemt tidspunkt. At jeg selv kunne bestemme hvor, hvor meget og hvordan. At jeg ikke skulle haste i myldertrafik med list for kort tid og hente senere end jeg ønsker mig...
Jeg ved at pædagoger gør en masse - jeg ved også at de er pressede. Og jeg har intet imod institutioner.
Det er for mig og mit banr. For give ro, nærhed og relation. Fordi tanken om at andre skal være mere sammen med mit barn end jeg er - ja, den er simpelthen unaturlig for mig!

Og så kommer der jo også det med min kæreste! For det at være sammen som et fællesskab vanskeliggøres naturligvis af de biologiske bånd, som lidt mangler her - det gør det bare. Det kræver en ekstra indsats!! Men også som par mener jeg man skal lærer og øve sig i diciplinen at være mere en to! Det er nemt at være på kæresteweekend og have morgensex efterfulgt af kaffe og kage i sengen. Hvordan tager man glæden ved hinanden med ind i hverdagens gøremål? Tid!! Tid til at gøre tingene sammen - også nogen gange at gøre tingene langsomt... Tid til at blive mere end bare kæreste, men et fundament for en familie. Det arbejder vi på hverdag. Og det er ikke nemt. Det betyder ikke at man nogen gange laver noget hver for sig. Det betyder faktisk at man husker at lave noget sammen - ud over sex og tv. Noget der bærer drømmene - også sammen med ens børn.

Tak for programmet! Mange tanker er bragt videre af det, selv om man naturligvis må gøre det på sin egen måde.
Og fortæl mig om din drøm - ikke for dig, men for familielivet, for relationen, for mavefornemmelsen.

Solhilsner
Stine

tirsdag den 9. februar 2016

Og pludselig var det 2016

Ja, jeg sad for over et år siden og lovede mig selv at jeg skulle være så meget mere på bloggen. Og det hjalp bare ingenting. Tiden gik. Og arbejde, og nyt arbejde, og så fyring...

Faktisk har jeg haft 3 job inden for det sidste 1,5 år. Og hver gang brænder jeg ud. Jeg kan ikke holde til det.... Faktisk har jeg nu læst så meget om emnet stress, at jeg er ret sikker på at det ikke var det jeg havde tilbage i 2012-13. Jeg havde ikke stress - jeg var udbrændt. der er forskel. Stress kræver ro. Masser af det. Men så kan du langsomt vende tilbage. Jeg kan ikke. Jeg er kronisk træt. Mit imunforsvar er ødelagt og jeg kan mærke alle de steder hvor min hjerne ikke længere fungerer. Jeg bliver aldrig den samme, og jeg begynder langsomt at prøve at forestille mig et andet liv. Ikke som hende jeg kender, men som hende jeg nu er. Det er hårdt og jeg tager babyskridt...

Men jeg syr en masse - og har lavet en ny facebookside Mrs. V's Fabulous Fabric Circus. I kan se den her, hvis I har lyst til at lurer med. Det er dejlig terapi for mig og helt på mine præmisser, hvilket vist er det eneste jeg kan holde til i øjeblikket.

Der ud over er der sket andre utrolige ting. Min store dreng Rasmus er flyttet hjemmefra og blevet 18, hvilket satte mange tanker igang. Om at blive ældre. Han er næsten lige så gammel som jeg var da jeg blev gravid med ham.

Og så er jeg gravid. Ja, jeg er ikke 20 (38 for at være præcis), men det gør ikke lykken over flere børn mindre - tværtimod!! Og fælles med min skønne Bamse. Det er så dejligt. Jeg skal føde i starten af august, og det kommer nok også til at fylde lidt...

Og så fortsætter jeg. Med at hele. Og jeg tror jeg finder en form på bloggen, så jeg kan blogge videre. Jeg har tænkt rigtig meget på bloggen. Skulle den have nyt navn, eller skulle jeg helt holde op? Men nej! Jeg elsker blogland. Jeg vil så gerne vække det til live, så jeg gør endnu et forsøg!! Jeg håber der stadig er nogen bag skærmen. Vil I med ind i det nye år, selv om jeg er lidt sent ude?

Det kan være bloggen ændre sig lidt - jeg føler der er flere og flere ting jeg har brug for at sige, som ikke kun er kreative. Jeg håber I vil læse med.

Dejligt at skrive igen!
Solhilsner
Stine