Sider

mandag den 28. oktober 2013

Hjælp fra Blogland

Jeg er ved at lave en blog til mit skønne praktik sted. Da det er et sted med mange facetter, kunne jeg godt tænke mig at have flere faneblade på bloggen... Men hvordan er det nu lige i blogger... Hvordan gør jeg det? Er der mon en venlig sjæl der kan guide mig i bloggers værktøjer...?
Og så varer det ikke længe før jeg skal vise jer det skønne sted, som optager mig i disse dage!
Solhilsner
Stine

lørdag den 26. oktober 2013

Voksen Sputniksweater til salg - don't miss this once in a lifetime oppotunety!!!

Jeg har strikket sweatre! Min mors gode ven Peter ønskede sig nemlig en puck maxi sweater. Og det skulle han da have!! Derfor blev der strikket lidt forskellig. Dette var lidt for tynd til ham - han ville have en bamsesweater - der for er den nu til salg.
Rundt om maven er den 95 cm og ærmerne er 57 cm fra håndled til armhule. Fra armhule til nederste kant er den 52 cm
Den er til en høj slank en- nok en mand, tror jeg... Men ellers en høj og slank kvinde. Den er i dejlig uld garn, der kan maskinvaskes på uldprogram. Det er en sweater for livet.
Den er lidt tykkere end en sømandssweater fra Nørgård, og lidt tyndere end en islænder...
Og jeg sælger den til den utrolige pris af blot 900 kr. Der er garn for 400 og mange timers arbejde...
Jeg håber der er nogen der kan glædes over den - eller kender nogen de vil glæde med den.

Her er det måske på sin plads at minde om at jeg strikker sweatre efter mål og mønster ønsker...

Skriv en besked, hvis den skal være din. Porto betaler jeg!
Solhilsner
Stine

fredag den 25. oktober 2013

Hvordan det gik med frygten!

Tak for de søde og opmuntrende kommentarer på mit sidste indlæg.
Hvor er jeg glad for jeg skrev det. Både fordi jeres søde ord gav mig mod og trøst, men også fordi jeg fik klaret hovedet.
Når man har været syg, som mig... så kan det være vanskeligt at skelne: Hvad er depressionen og stressen - og hvad er almindelig ked-af-det-hed og nervøsitet - som alle kan have og som nok er meget godt.
Min første dag gik helt udramatisk! Jeg var bare med, og det var dejligt. Bare at være afsted.
Og jeg er rigtig glad for det sted jeg er kommet hen... og som nok får sit ganske eget blogindlæg ganske snart.
Når jeg kommer hjem er jeg DØD træt. Så jeg næsten ikke kan stå på benene. Jeg kryber sammen i sofaen foran ovnen og putter. Men mon ikke det er meget naturligt? Det er jo en stor omvæltning... Efter 48 uger i sofaen... og så lige pludselig at skulle af sted og forholde sig til alt muligt. Men jeg er afsted...
 ja ikke de sidste par dage hvor ryggen har drillet. Faktisk ved blog-land slet ikke at jeg det meste af mit liv har været ugentlig eller månedligt gæst hos kiropraktorer. For de sidste 5 år, har jeg faktisk haft ret godt styr på ryggen. Yoga og træning og sunde vaner har hjulpet mig... Men nu - med stress, spænding og nervøsitet og en træthed, der ikke har gjort træning mulig er ryggen røget sig en tur. Så igår var jeg til massør og akupunktør og idag værker kroppen. Jeg har kvalme og er svimmel og glad for at jeg er blevet hjemme. Vidste jo godt at kroppen kræver lidt tid til at komme sig... og arbejde sig hen mod noget bedre... Så idag er stille dag...
Og det er nu fint nok...
Men tak! Fordi blogland altid støtter op om mig, når jeg rækker hånden ud. Og lad dette være en opfordring til ikke at isolerer sig ovre på Instagram - hvor jeg ikke husere - bliv på bloggene lidt endnu! Jeg har brug for jer!
Solhilsner
Stine

søndag den 13. oktober 2013

Noget om praktik... og lidt om frygt....

Som jeg skrev i dette indlæg har jeg i et par uger søgt efter en praktik plads. En job træning for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det er næsten et år siden jeg har været der sidst....
Og i sidste uge lykkedes det. En gammel bekendt fra Teologistudiet, som jeg egentlig ikke har snakket med længe, sendte mig et link på Facebook, hvor jeg også havde spurgt om hjælp til at finde praktik... Og henviste mig til en kvinde, som jeg ikke er i tvivl om kommer til at påvirke mit liv afgørende i de næste uger.
I sidste uge var jeg til samtale om onsdagen, og imorgen skal jeg starte i praktik.
Jeg skal arbejde med unge mennesker med forskellige udfordringer, på en helt anden måde end jeg er vant til. Ved hjælp af miljø-terapi og et ganske andet menneskesyn skal jeg forsøge at hjælpe skæve eksistenser til at blive hele mennesker. Jeg skal være i firmate Live Vision og arbejde i den fede Vintage butik Soul Shine midt i Århus. Gennem arbejdet med de æstetiske kjoler og stoffer skal jeg etablerer en tillidsfuld kontakt til de unge, og gennem samtale hjælpe dem til et bedre liv, forhåbentligt. Kate, som er leder af projektet, er en skøn kvinde. Jeg mærkede straks en dejlig energi, da vi snakkede - god kemi, og en yderst medmenneskelig indstilling til livet. Som jeg glæder mig til at lærer mere af. Siden i onsdags har jeg haft fornemmelsen af mening. At jeg blev nødt til at blive syg, for at komme videre - at jeg skulle møde Kate, og lære af hende. Og det glæder jeg mig til!
Og så... Frygten.
Siden i onsdags har glæden og forventningen været blandet med frygt. Frygt for det jeg ikke kender, for at skulle præsenteres for nye mennesker, for at de skal synes jeg er irriterende. Frygt for at snakke for meget, ikke gøre det godt nok, eller ikke at passe ind. Frygt for at skulle komme hjemmefra, for at få et liv til at køre hvor jeg ikke er her hele tiden. Frygt for ikke at kunne gøre det der forventes af mig - herhjemme og på jobbet. Men mest af alt: Frygt for atter at blive syg og miste min handlekraft og livsmod.
Denne frygt overskygger i dag forventningen og spændingen ved at skulle starte. Helt basale ting som: Hvad skal jeg have på, kan man have sit strikketøj med, og hvad skal jeg have i madpakken fylder næsten alt.

Heldigvis har jeg gennem hele mit sygdoms forløb været rystende ærlig. Når folk har spurgt mig hvordan jeg havde det, eller hvordan det gik, så har jeg sagt det. Nogen gange gik det fint, andre gange fortalte jeg om ensomme dage på sofaen fyldt med angst.
Og jeg har fortalt. Hver chance jeg fik, har jeg fortalt om min sygdom. Hvordan jeg nåede til ikke at kunne kende mig selv, og hvordan jeg fandt kræfter til at bestemme mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og hvordan jeg har gjort så mange ting ved mit tankesæt og livstil, for at finde et liv, hvor jeg kunne være mig. Praktikken er en del af vejen. Og jeg tror det er et godt skridt. I hvert fald et som jeg bliver nødt til at prøve at tage for at se om det holder... Og naturligvis er det en del af frygten: Tænk hvis isen ikke bærer....

Men denne åbenhed og ærlighed har også bevirket at jeg i fredags skrev til Kate og fortalte hende om frygten. Så hun havde bare en lille mulighed for at møde mig og rumme mig, hvis jeg nu ligner et rystende espeløv når jeg mødte i morgen.... Og hun har skrevet den sødeste mail. Og jeg har læst den så mange gange... Jeg prøver at blive klar. Jeg prøver at holde op med at være bange...
Og jeg beder jer: kryds fingre for mig i morgen. Jeg håber at jeg kommer hjem træt og glad... Frygter dog at jeg kommer hjem træt og ked...

Så jeg ønsker jeg god søndag fra et lille sted i dag. Og gemmer mig for regnen med min bamsebjørn.

torsdag den 10. oktober 2013

Atter har jeg brug for hjælp....Hej Blogland

Det bliver jo koldere... og jeg har den frysende dreng på 4... Desværre synes de fleste børnetøjs producenter ikke at den slags små drenge skal have heldragter på om natten... og DET vil Karl gerne... Han fik en til sin fødselsdag, og den bliver flittigt brugt, men den er lige det mindste... og det er den største størrelse der findes...
Derfor indlægget: Er der nogen af jer ivrigt syende kvinder, der ved hvor jeg kan købe undertøjsuld, eller evt. uld/silke? Så kan jeg da nemt lige sy noget nattøj...
Og jeg tænker at det må være helt genialt som foer i vinterbukser...
Håber virkelig der er nogen der har det perfekte link...
God dag til alle
Solhilsner
Stine

onsdag den 9. oktober 2013

Et klenodie søger nyt hjem!

På min mosters loft fandt jeg denne skønne dukkevogn:
 Dukkevognen er bestemt ikke ny. Den er fin og gammel, og forholdsvis velholdt. Den har fået ny kaleche, men desværre er der en rift inden i kalechen:
 Til gengæld er det en ægte odder... Ligesom mors...
 Og den har pusletaske til - som godt nok mangler en læderdims, så den kan hænge....
Som man kan se på dette billede er tiden også gået lidt ud over håndtagets belægning... Men den er ikke rusten... 

Denne smukke vogn fortjener efter min mening at blive brugt. Den skal ikke ruste op i en garage. Derfor søger jeg og kvinderne i min familie et nyt hjem til den. En sød pige, som vil bruge den og give sine dukker og bamser mange fine køreture i den. 
Den sælges forholdsvis billigt, da vi godt ved at den har lidt aldersskavanker.
Og derfor kan man altså få denne skønne oddervogn for blot 450 kr (mange andre tager 1000, så det er faktisk billigt...)
Jeg håber sådan der sidder en lille pige derud og bliver forelsket i denne fine vogn....
Skriv kommentar eller på mail: stinesegenmail@gmail.com
Solhilsner
Stine

tirsdag den 8. oktober 2013

Karl 4 år

Så blev min mindstemand 4 år...
Kan man så stadid kalde sig småbarnsmor?
Jeg synes han er frygtelig stor... og savner en lille nuser baby...

Man han fik en dejlig dag, med masser af gaver og kage i børnehaven (skal virkelig have et kursus i kagepyntning - men der er da flag...)

Og så skal familien på besøg på lørdag til brunch...
Men se lige hvor stor (og kort håret) han er:




Karl fik pandelampe (stod meget højt på ønskesedlen) og ulden natdragt (eller ulvenatdragt, som han selv siger)
Glæden var stor!!
Synes egentlig fødselsdagen er både skønne og lidt vemodige... Tiden... I kender det vel selv??
God tirsdag til alle...
Solhilsner
Stine