Noget om praktik... og lidt om frygt....

Som jeg skrev i dette indlæg har jeg i et par uger søgt efter en praktik plads. En job træning for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det er næsten et år siden jeg har været der sidst....
Og i sidste uge lykkedes det. En gammel bekendt fra Teologistudiet, som jeg egentlig ikke har snakket med længe, sendte mig et link på Facebook, hvor jeg også havde spurgt om hjælp til at finde praktik... Og henviste mig til en kvinde, som jeg ikke er i tvivl om kommer til at påvirke mit liv afgørende i de næste uger.
I sidste uge var jeg til samtale om onsdagen, og imorgen skal jeg starte i praktik.
Jeg skal arbejde med unge mennesker med forskellige udfordringer, på en helt anden måde end jeg er vant til. Ved hjælp af miljø-terapi og et ganske andet menneskesyn skal jeg forsøge at hjælpe skæve eksistenser til at blive hele mennesker. Jeg skal være i firmate Live Vision og arbejde i den fede Vintage butik Soul Shine midt i Århus. Gennem arbejdet med de æstetiske kjoler og stoffer skal jeg etablerer en tillidsfuld kontakt til de unge, og gennem samtale hjælpe dem til et bedre liv, forhåbentligt. Kate, som er leder af projektet, er en skøn kvinde. Jeg mærkede straks en dejlig energi, da vi snakkede - god kemi, og en yderst medmenneskelig indstilling til livet. Som jeg glæder mig til at lærer mere af. Siden i onsdags har jeg haft fornemmelsen af mening. At jeg blev nødt til at blive syg, for at komme videre - at jeg skulle møde Kate, og lære af hende. Og det glæder jeg mig til!
Og så... Frygten.
Siden i onsdags har glæden og forventningen været blandet med frygt. Frygt for det jeg ikke kender, for at skulle præsenteres for nye mennesker, for at de skal synes jeg er irriterende. Frygt for at snakke for meget, ikke gøre det godt nok, eller ikke at passe ind. Frygt for at skulle komme hjemmefra, for at få et liv til at køre hvor jeg ikke er her hele tiden. Frygt for ikke at kunne gøre det der forventes af mig - herhjemme og på jobbet. Men mest af alt: Frygt for atter at blive syg og miste min handlekraft og livsmod.
Denne frygt overskygger i dag forventningen og spændingen ved at skulle starte. Helt basale ting som: Hvad skal jeg have på, kan man have sit strikketøj med, og hvad skal jeg have i madpakken fylder næsten alt.

Heldigvis har jeg gennem hele mit sygdoms forløb været rystende ærlig. Når folk har spurgt mig hvordan jeg havde det, eller hvordan det gik, så har jeg sagt det. Nogen gange gik det fint, andre gange fortalte jeg om ensomme dage på sofaen fyldt med angst.
Og jeg har fortalt. Hver chance jeg fik, har jeg fortalt om min sygdom. Hvordan jeg nåede til ikke at kunne kende mig selv, og hvordan jeg fandt kræfter til at bestemme mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og hvordan jeg har gjort så mange ting ved mit tankesæt og livstil, for at finde et liv, hvor jeg kunne være mig. Praktikken er en del af vejen. Og jeg tror det er et godt skridt. I hvert fald et som jeg bliver nødt til at prøve at tage for at se om det holder... Og naturligvis er det en del af frygten: Tænk hvis isen ikke bærer....

Men denne åbenhed og ærlighed har også bevirket at jeg i fredags skrev til Kate og fortalte hende om frygten. Så hun havde bare en lille mulighed for at møde mig og rumme mig, hvis jeg nu ligner et rystende espeløv når jeg mødte i morgen.... Og hun har skrevet den sødeste mail. Og jeg har læst den så mange gange... Jeg prøver at blive klar. Jeg prøver at holde op med at være bange...
Og jeg beder jer: kryds fingre for mig i morgen. Jeg håber at jeg kommer hjem træt og glad... Frygter dog at jeg kommer hjem træt og ked...

Så jeg ønsker jeg god søndag fra et lille sted i dag. Og gemmer mig for regnen med min bamsebjørn.