Hvordan det gik med frygten!

Tak for de søde og opmuntrende kommentarer på mit sidste indlæg.
Hvor er jeg glad for jeg skrev det. Både fordi jeres søde ord gav mig mod og trøst, men også fordi jeg fik klaret hovedet.
Når man har været syg, som mig... så kan det være vanskeligt at skelne: Hvad er depressionen og stressen - og hvad er almindelig ked-af-det-hed og nervøsitet - som alle kan have og som nok er meget godt.
Min første dag gik helt udramatisk! Jeg var bare med, og det var dejligt. Bare at være afsted.
Og jeg er rigtig glad for det sted jeg er kommet hen... og som nok får sit ganske eget blogindlæg ganske snart.
Når jeg kommer hjem er jeg DØD træt. Så jeg næsten ikke kan stå på benene. Jeg kryber sammen i sofaen foran ovnen og putter. Men mon ikke det er meget naturligt? Det er jo en stor omvæltning... Efter 48 uger i sofaen... og så lige pludselig at skulle af sted og forholde sig til alt muligt. Men jeg er afsted...
 ja ikke de sidste par dage hvor ryggen har drillet. Faktisk ved blog-land slet ikke at jeg det meste af mit liv har været ugentlig eller månedligt gæst hos kiropraktorer. For de sidste 5 år, har jeg faktisk haft ret godt styr på ryggen. Yoga og træning og sunde vaner har hjulpet mig... Men nu - med stress, spænding og nervøsitet og en træthed, der ikke har gjort træning mulig er ryggen røget sig en tur. Så igår var jeg til massør og akupunktør og idag værker kroppen. Jeg har kvalme og er svimmel og glad for at jeg er blevet hjemme. Vidste jo godt at kroppen kræver lidt tid til at komme sig... og arbejde sig hen mod noget bedre... Så idag er stille dag...
Og det er nu fint nok...
Men tak! Fordi blogland altid støtter op om mig, når jeg rækker hånden ud. Og lad dette være en opfordring til ikke at isolerer sig ovre på Instagram - hvor jeg ikke husere - bliv på bloggene lidt endnu! Jeg har brug for jer!
Solhilsner
Stine