Hvordan det gik med frygten!

Tak for de søde og opmuntrende kommentarer på mit sidste indlæg.
Hvor er jeg glad for jeg skrev det. Både fordi jeres søde ord gav mig mod og trøst, men også fordi jeg fik klaret hovedet.
Når man har været syg, som mig... så kan det være vanskeligt at skelne: Hvad er depressionen og stressen - og hvad er almindelig ked-af-det-hed og nervøsitet - som alle kan have og som nok er meget godt.
Min første dag gik helt udramatisk! Jeg var bare med, og det var dejligt. Bare at være afsted.
Og jeg er rigtig glad for det sted jeg er kommet hen... og som nok får sit ganske eget blogindlæg ganske snart.
Når jeg kommer hjem er jeg DØD træt. Så jeg næsten ikke kan stå på benene. Jeg kryber sammen i sofaen foran ovnen og putter. Men mon ikke det er meget naturligt? Det er jo en stor omvæltning... Efter 48 uger i sofaen... og så lige pludselig at skulle af sted og forholde sig til alt muligt. Men jeg er afsted...
 ja ikke de sidste par dage hvor ryggen har drillet. Faktisk ved blog-land slet ikke at jeg det meste af mit liv har været ugentlig eller månedligt gæst hos kiropraktorer. For de sidste 5 år, har jeg faktisk haft ret godt styr på ryggen. Yoga og træning og sunde vaner har hjulpet mig... Men nu - med stress, spænding og nervøsitet og en træthed, der ikke har gjort træning mulig er ryggen røget sig en tur. Så igår var jeg til massør og akupunktør og idag værker kroppen. Jeg har kvalme og er svimmel og glad for at jeg er blevet hjemme. Vidste jo godt at kroppen kræver lidt tid til at komme sig... og arbejde sig hen mod noget bedre... Så idag er stille dag...
Og det er nu fint nok...
Men tak! Fordi blogland altid støtter op om mig, når jeg rækker hånden ud. Og lad dette være en opfordring til ikke at isolerer sig ovre på Instagram - hvor jeg ikke husere - bliv på bloggene lidt endnu! Jeg har brug for jer!
Solhilsner
Stine

Noget om praktik... og lidt om frygt....

Som jeg skrev i dette indlæg har jeg i et par uger søgt efter en praktik plads. En job træning for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det er næsten et år siden jeg har været der sidst....
Og i sidste uge lykkedes det. En gammel bekendt fra Teologistudiet, som jeg egentlig ikke har snakket med længe, sendte mig et link på Facebook, hvor jeg også havde spurgt om hjælp til at finde praktik... Og henviste mig til en kvinde, som jeg ikke er i tvivl om kommer til at påvirke mit liv afgørende i de næste uger.
I sidste uge var jeg til samtale om onsdagen, og imorgen skal jeg starte i praktik.
Jeg skal arbejde med unge mennesker med forskellige udfordringer, på en helt anden måde end jeg er vant til. Ved hjælp af miljø-terapi og et ganske andet menneskesyn skal jeg forsøge at hjælpe skæve eksistenser til at blive hele mennesker. Jeg skal være i firmate Live Vision og arbejde i den fede Vintage butik Soul Shine midt i Århus. Gennem arbejdet med de æstetiske kjoler og stoffer skal jeg etablerer en tillidsfuld kontakt til de unge, og gennem samtale hjælpe dem til et bedre liv, forhåbentligt. Kate, som er leder af projektet, er en skøn kvinde. Jeg mærkede straks en dejlig energi, da vi snakkede - god kemi, og en yderst medmenneskelig indstilling til livet. Som jeg glæder mig til at lærer mere af. Siden i onsdags har jeg haft fornemmelsen af mening. At jeg blev nødt til at blive syg, for at komme videre - at jeg skulle møde Kate, og lære af hende. Og det glæder jeg mig til!
Og så... Frygten.
Siden i onsdags har glæden og forventningen været blandet med frygt. Frygt for det jeg ikke kender, for at skulle præsenteres for nye mennesker, for at de skal synes jeg er irriterende. Frygt for at snakke for meget, ikke gøre det godt nok, eller ikke at passe ind. Frygt for at skulle komme hjemmefra, for at få et liv til at køre hvor jeg ikke er her hele tiden. Frygt for ikke at kunne gøre det der forventes af mig - herhjemme og på jobbet. Men mest af alt: Frygt for atter at blive syg og miste min handlekraft og livsmod.
Denne frygt overskygger i dag forventningen og spændingen ved at skulle starte. Helt basale ting som: Hvad skal jeg have på, kan man have sit strikketøj med, og hvad skal jeg have i madpakken fylder næsten alt.

Heldigvis har jeg gennem hele mit sygdoms forløb været rystende ærlig. Når folk har spurgt mig hvordan jeg havde det, eller hvordan det gik, så har jeg sagt det. Nogen gange gik det fint, andre gange fortalte jeg om ensomme dage på sofaen fyldt med angst.
Og jeg har fortalt. Hver chance jeg fik, har jeg fortalt om min sygdom. Hvordan jeg nåede til ikke at kunne kende mig selv, og hvordan jeg fandt kræfter til at bestemme mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og hvordan jeg har gjort så mange ting ved mit tankesæt og livstil, for at finde et liv, hvor jeg kunne være mig. Praktikken er en del af vejen. Og jeg tror det er et godt skridt. I hvert fald et som jeg bliver nødt til at prøve at tage for at se om det holder... Og naturligvis er det en del af frygten: Tænk hvis isen ikke bærer....

Men denne åbenhed og ærlighed har også bevirket at jeg i fredags skrev til Kate og fortalte hende om frygten. Så hun havde bare en lille mulighed for at møde mig og rumme mig, hvis jeg nu ligner et rystende espeløv når jeg mødte i morgen.... Og hun har skrevet den sødeste mail. Og jeg har læst den så mange gange... Jeg prøver at blive klar. Jeg prøver at holde op med at være bange...
Og jeg beder jer: kryds fingre for mig i morgen. Jeg håber at jeg kommer hjem træt og glad... Frygter dog at jeg kommer hjem træt og ked...

Så jeg ønsker jeg god søndag fra et lille sted i dag. Og gemmer mig for regnen med min bamsebjørn.

Praktik fra Blogland???

Forleden så jeg en anden blogger prøve det her. Det synes jeg var en knald god ide! Man skal bruge alle de netværk man har, siger de kloge... og så må de kloge jo gøre det...

Jeg er, som I ved, sygemeldt - men i bedring. Derfor søger jeg nu en praktikplads, for at få mig helt til bage på jobmarkedet på en god måde.
Jeg er uddannet teolog og skolelærer. Jeg ønsker mig en praktikplads beliggende i området Silkeborg-Viborg-Randers. Helst en praktikplads inden for noget med vejledning, rådgivning, HR o.l. Jeg har 7 års erfaring med vanskelige unge især unge med ADHD, spiseforstyrrelser, anden etnisk baggrund end dansk og vanskelige sociale forhold. Det må gerne være inden for dette område at praktikken er. Jeg vil meget gerne hen et sted hvor de også fremadrettet vil kunne se muligheder for mig - altså på sigt en fast stilling.
Praktikken er gratis for det sted, som tager mig ind, da jeg stadig er på sygedagpenge.
Jeg kan starte straks og regner med at kunne arbejde ca. 20 timer om ugen til at begynde med og så inden for en kortere periode at kunne arbejde mig op til fuld tid.
Jeg håber, der er nogen i bloglad, der kender nogen, der kender nogen??? Jeg vil være så taknemmelig for at komme igang med noget.
Mange Solhilsner
Stine