Bloggen har været det sidste jeg har haft i hovedet... undtagen altså de sidste 14 dage...
Efter denne forfærdelige vinter, fik jeg i februar konstateret depression. På den måde var det en lettelse... og jeg har hørt så mange have gode erfaringer med medicinen (kald det bare lykkepiller... jeg kalder det hold-op-med-at-tude-piller)... og så kom jeg på Sertralin. De første uger var der ikke megen virkning, men de sidste par uger har jeg atter lidt overskud og smil. Og det er mere end tiltrængt!
Men som min kloge mor siger: hvis man overlever det, så skal der alligevel noget til at vælte en som par... Og det ser ud til at vi overlever. Sikke en fantastisk kæreste jeg har! Som kan passe mig og 5 unger og stadig se på mig som om han er nyforelsket og synes jeg er super skøn!!
Men hvad så med blog-krisen... Jo altså... kan jo godt se at jeg måske kommer til at skrive om alt muligt nu. Har lyst til at fortælle om ombygning, høns og planter, syning og børn... og jeg startede jo denne blog som en kreablog... Skulle jeg så lave den om? Give den nyt navn? Starte en ny blog til alt det andet?
Men jeg har bestemt mig for nej! Jeg er stadig strikkestine og min blog er stadig strikkelas. Selv om der kommer altmulig andet ind på den. Det er måske noget af det jeg lærer i disse dage med mine egne tanker. At alt ikke er perfekt, at det er ok... eller måske at det er alle sving og bump som gør livet og at det netop er perfekt...
Så nu blogger jeg videre! Ikke som om intet er hændt, men på samme blog!
Håber I stadig læser med!
Solhilsner
Stine
Jeg læser helt sikkert stadig med :) Og selvfølgelig er du stadig Strikkestine med en blog der hedder Strikkelas :) Tusindvis af gode tanker og knus til dig.
SvarSletDet er super fedt at du melder ud og ros til din dejlige kæreste for at støtte og opmuntre i en svær tid :-) En blog er ikke begrænset til et bestemt indhold, men lige præcist det indhold du giver den, der gør det spændende at følge med ;-)
SvarSletdejligt du er tilbage!! Jeg havde godt undret mig over, hvor du var blevet af!! Nu må vi passe godt på dig :--)
SvarSletKære Stine
SvarSletDu kan tro, jeg læser med. Om det så er indretning, have, strikkerier eller personlige ting, du blogger om:-)
Dejligt at høre, at det lysner. Har en god veninde, som også er gået en depression igennem i efteråret, og der hjalp det også med medicinen. Som hun kombinerede med en dygtig psykolog. Jeg er sikker på, at du er en fantastisk mor til dine drenge - men jeg kender alt til følelsen af ikke at kunne slå til. Jeg tror, at vi kvinder har det med at dømme os selv for hårdt - gang på gang. Vi er mennesker, og kriser hører livet til. Det kan børnene også kapere, hvis man husker at tale med dem om det. Men det er ikke nemt at være i.
Tusind tak for de fine hvide sokker til den lille. Du kan tro, at de kan bruges:-) Strikning er jo ikke min stærke side, og derfor er det ikke mange sokker, han har.
Kh
Anna
Hej Stine.
SvarSletJeg har selv været hvor du er nu, der er håb forude. Jeg har stor glæde af mine piller og det jeg har lært mens jeg gik i en kognitiv gruppe på det psykiatriske hospital i Esbjerg.
Knus Jette
Søde Stine:) Som jeg skrev til din kommentar på min blog, så kigger jeg lige forbi med et smil og et kram til dig! Hvor er det sejt, at du også deler de ting, der gør allermest ondt.
SvarSletJeg håber, at pillerne gør det de skal, så du igen finder fodfæste! Og jeg holder med din mor - de er de mindre kønne sider af hverdagen, der styrker hverdagen. Og det lyder til du har fået fingrene i den helt rigtig mand:)
Knus til dig!