Storm og så pause

Sikke et indlæg sidst! Det er forøvrigt slettet! Det var alt for hårdt - skrevet i desperation.
Alle sygdomstegn blæste rundt i kroppen og jeg følte mig alene og bange.

Men vigtigst: Jeg handlede! Jeg gjorde noget andet! Jeg valgte at jeg faktisk nok bare ikke var det rette sted. Det var jo faktisk ikke meningen at jeg skulle have det skidt.
Og så søgte jeg andet arbejde - og fik det.

Jeg har 3. dag i dag. Og selv om jeg er død træt, så føles det rigtig godt!

Vigtigst for mig selv er at jeg handlede. Jeg tog mig selv alvorligt og jeg sætte mig selv først. Jeg må indse at det vigtigste for mig fra nu af og nok resten af mit liv, er min mavefornemmelse. Det burde være logik for burhøns - men det er det altså ikke! Vi burde alle tage følelsen alvorlig når den melder sig med fuld styrke - eller faktisk helst lidt før. Det der jeg lærte som barn : at man lige måtte se om det ikke blev bedre, at det ikke kunne være godt hele tiden : Det er jeg altså færdig med.
Jeg ved godt at det ind i mellem er hårdt. At jeg bliver træt. At der er dage hvor arbejde ikke står højest på ønskeseddelen. Men den grundlæggende fornemmelse af dit arbejde, af dit liv: den skal være god. Hvis du hver dag tænker: Det her vil jeg ikke. Jeg hader mit liv. Så SKAL du ændre det. Og du skal ALDRIG være ked af det over et job. Der er flere. Og job skal altså også være en god del af livet.

Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv - fordi jeg åbenbart har lært dette. Og fordi jeg et sted i min ked-ad-det-desperation fandt mod og styrke til at handle.

Så nu venter tilvænnings dage. Hvor-er-kaffe-maskinen-hvordan-printer-jeg-dage.
 Og jeg føler mig klar.
Og godt modtaget.

Og tusind tak for alle søde ord og støtte!
Solhilsner
Stine